Overholt Plantage

Jagten i Overholt gennem 100 år

af Poul Fischer, Søvind 

Jagt har eksisteret gennem årtusinder - fra slægten "Homo-Sapiens" udvikling fra Neandertalmanden til det vi i dag kalder " det moderne menneske". Hvorfor egentlig?

Ja, naturen er forunderlig, men for udvikling af de menneskelige gener kræves proteiner,
som nok ved en tilfældighed har inspireret et individ fra vor fortid, til en dag at smage på
f.eks. et pindsvin, som stak ham i fodballen, hvorpå han resolut knaldede den en i nøden med sit medbragte egespir. "Det smagte sgu godt" tænkte fyren, og begyndte at lede efter flere af slagsen – han jagede!

Fruen og ungerne, derhjemme i grotten fik naturligvis deres andel af sulet. Efter et par generationer sporedes det tydeligt, at en god del af muskulaturen var flyttet fra kæbebenene til arm- og bentøjet. Og da der samtidig var smuttet lidt "intelligens-vitaminer" op i tænkeboksen,
og naturen havde begavet dem med ilden fra et lynnedslag, fandt man ud af at det var lettere at tygge steg end at drøvtygge den evindelige bark og anden vegetabilsk føde.

Så vidt så godt-- men selvom pindsvinesteg er en herlig ret, kunne det jo godt blive lidt triviel at få serveret retten hver eneste søndag - og da endnu flere bits efterhånden aflejrede sig på harddisken gik man, pø om pø, over til større dyr, som var lidt mindre ramme i smagen, og som fyldte lidt mere i saltkarret. I forhold til det omtalte pindsvin, var der jo 100 gange mere kød på f.eks. et rensdyr eller et vildfår - og så kunne fatter jo både få tid til at udvikle bedre våben, og ”tænke tanker" på sofaen efter en gang rensdyrsteg og hindbærtærte dessert.

Man kan altså heraf slutte, at jagt faktisk har båret menneskeheden frem til det stade, vi i dag befinder os på om dette er godt, eller skidt - vil jeg lade det enkelte individ afgøre, men det bli'r nok lidt svært at returnere til " de gode gamle dage". En kendsgerning er dog at nogle af de omtalte jagtgener har formået at bide sig så fast i en lille procentdel af den nuværende menneskelige population, at jagt stadig finder sted, og udøves med en til tider fantastisk entusiasme. Fuglekiggere (ornitologer) - såkaldte dyreelskere og en hel del uden reel mening om emnet vil til dette faktum udtale: " Ja desværre", medens andre - både udøvere af jagten og andre lidt mere tænksomme folk - siger: ”Ja heldigvis"

Overholt

I Overholt's første protokol står skrevet (ej ordret): " Fjorten driftige mænd, har købt gården Overholt med det formål at tilplante disse fattige jorder med skov" Dette skete i den 10 måned i det Herrens år 1908.

Da jeg var blevet så gammel, at jeg kunne gøre mig selvstændige tanker og efter at have læst i protokollen kom jeg til det resultat, at de var nogle snedige fyre disse driftige mænd for det var jo unægtelig en smuk tanke, at gøre lyngklædte bakker til frodig skov.

(Nu hæger vi jo som bekendt om de få steder i Danmark, som St. St. Blicher elskede, men som Dalgas erklærede - " deen totalen krieg" - for at blive i diktatorsproget som han mestrede)

Men en bagtanke med købet var uden tvivl også den, at der i begyndelsen af det 20. århundrede i mange år kom nogle kolossale forårsstorme, som gjorde at sandede pletter blev flyttet fra stormudsatte steder til mere givtige læsteder. Da disse storme optrådte som vestenvinde flyttede de altså sandet op over Skannerup-Øhaves gode jorder, som derfor ofte måtte sås om efter en sådan sandstorm. At det ikke blot var "en spand sand" det drejede sig om kan man sige sig selv, når man fra Gjern kiggede i sydøstlig retning, under en sådan storm. For da var det som en mørk mur tonede frem, og i timevis formørkede den ellers lyse forårshimmel. Vi børn fik aldrig lov til at løbe derop, men det har vel også været den tanke lig den at løbe ind i en regnbues bundfundament.

Jagt i Overholt - de første år

Tag det hidtil skrevne som en slags introduktion til det egentlige emne, som jeg har været så uforsigtig at love vor webmaster Karsten Vest Nielsen, at berette om nemlig: Jagten i Overholt i 100 år. Da I/S Overholt nu var en kendsgerning var det jo naturlig at man skulle have ekspertise til anlægningen af et projekt af den størrelsesorden, som det faktisk var, og da ingen af interessenterne havde tilstrækkelig erfaring eller know-how udi det forstlige arbejde, henvendte man sig klogelig til et meget erfarent selskab, desangående - nemlig Det Danske Hedeselskab.

Herfra blev man bekendtgjort med hvorledes et sådan projekt, kunne gribes an, men samtidig blev man gjort opmærksom på at det ikke var gratis at anlægge en nåleplantage- så enden på visen blev at man selv skulle udføre det manuelle arbejde med kyndig vejledning af en fra Hedeselskabet udpeget skovridder.

Da en god del af interessenterne var gårdmænd, som havde hestespand, der hvad enten de arbejdede eller stod på stald, skulle have føden, var det jo naturlig at disse i de "stille" perioder blev spændt for ploven, og trak planterender til kommende planter. Planter var dengang heller ikke gratis, men her var det så heldig at min bedstefars kone nr. 2 – Pouline - havde en mindre formue, som mod en rente af 2 % p.a. udlåntes til indkøb af planter, og da Bedstefar vidst var den eneste i selskabet der " gik på jagt" lød der ingen protester, da han som goodwill for denne ydelse, udover ovennævnte rente, betingede sig jagtretten på arealet i sin livstid for kr. 0 p.a.

At der til dette ikke var nogen protest skyldtes sikkert den kendsgerning, at jagt dengang var noget som "Tossehoveder", Godsejere og Krybskytter lagde beslag på, og i hvert fald ikke noget som stovte gårdejere, eller rettænkende folk beskæftigede sig med.

Af helt naturlige årsager kan jeg ikke berette om egne oplevelser i årene fra 1908 og fremover til omkring fyrrerne af den simple grund at jeg først blev født i 1931. Dog tror jeg ikke jeg har været meget mere end en halv snes år før jeg trolig fulgte min egen far i hælene på hans egne ture i Hubertus's tjeneste. Derfor er tiden fra 1908 og frem til omtalte tid mest baseret på fortalte historier og samtaler med såvel Bedstefar min egen Far som andre personer. Da min Bedstefar, Laurs-Peter Fischer, dengang var Mejeribestyrer på Gjern Mejeri, havde han ikke besvær med at få lov til at gå på jagt på de mælkeproducerende gårdes jorder. Det var stort at sige dem alle, idet kvægløs produktion endnu var et næsten ukendt begreb. Det er vel også sandsynligt at disse gårdes mælkefedtprocent ikke var af de dårligste, når Mejeristen havde gårdens jagtret.

Altså havde den gode " Laus Fisker"- som var det navn han var kendt under - langt større revirer end han kunne overkomme at drive jagt på. Da han erfarede at den nye doktor, som havde startet praksis i Horn, også drev jagten som fritidsfornøjelse varede det ikke længe før et livslang makkerskab, og uadskilleligt venskab havde set dagens lys. Og dette blev ikke mindre da Dr. Andreas Raadal efter kort tid flyttede sin praksis til Gjern by. Da de to jo havde arealer nok at drive deres hobby på blev der de første mange år ikke drevet jagt af betydning på Overholt. Dog kunne det hænde at en flok Agerhøns" ikke holdt" for den stående Pointer, og tog turen fra Amerika opover for at søge helle i Overholts lyngklædte bakker - og en eftersøgning af de bortfløjne høns blev iværksat. Hvad enten man igen fandt flokken eller ej, var man jo nu lokket til Overholt, og så kunne man jo lige så godt jagte lidt her som et andet sted, skønt chancerne for vildt måske var en kende ringere end i gårdenes roe- og kartoffelmarker. Men så fik man da set om planterne trivedes og man kunne nyde den storslåede udsigt mod Gjern bakker, som den gang var uden bevoksning med undtagelse af lyng og gyvelbuske og enligtstående enebær og med Troldhøjs silhuet klart aftegnet mod en måske skyfri efterårshimmel.





Siddende fra venstre 2 af Overholts interessenter: A.C. Jensen, slagtermester, Østergade; Fischer, teglværksejer, Gjern (årets fuglekonge). Klik på billedet for yderligere information.

Jagt i trediverne

Omkring trediverne var rødgran, ædelgran og skovfyr imidlertid blevet af en sådan størrelse og med en sådan tæthed, at der nu var blevet basis for at vildt kunne søge dækning i skoven og fouragere på de endnu utilplantede jorder. Nu var der grundlag for "tage en tur til Overholt" for at gå på jagt. Da Doktoren havde en Pontiac personbil, kunne de to venner hurtig slå en tre timers tid ihjel, før de atter måtte hjem til deres respektive dont - måske medbringende en hare eller sågar en ræv i Pontiacens bagagerum for lægetasken var altid anbragt på bagsædet. Da dr. Raadal og bedstefar sidst i trediverne i kompagniskab havde lejet kommunens Amerika plantage begyndte man at afholde såkaldte støverjagter, idet man afdrev både Kommuneplantagen og Overholt som en enhed. Gerne begyndende jagten i Amerika plantagen, for senere når vildtet fortrak til Overholt, at fortsætte her.

Støverjagt

For lige at sætte ikke jægere ind i hvad støverjagt er for noget, kan jeg fortælle at man med små, forholdsvis langsomme hunde, kaldet støvere, afdriver et skovstykke. Disse hunde " halser på Foden", hvilket udlagt betyder at de gøer, når de med næsen i sporet, følger en hare eller andet vildt. Jægeren flytter sig efter "drevets" retning, som hundenes hals med klar røst fortæller om. Det gælder så for jægerens sans at bedømme hvordan han ved sin placering bedst kan formode, at "her ved denne veksel" (vildtets stier) vil Mikkel ræv passere på skudhold. Dygtige og kloge støvere kan med tiden udvikle den attråede sans, at "vende drevet" så vildtet tvinges mod den afsatte skyttekæde. Denne form for jagt krævede naturligvis at jægerne var i en rimelig god kondition. Med støvernes efterhånden indøvede forståelse på, hvad det hele gik ud på, og at jægerne med alderen mistede en del af kondien, blev det også mere almindelig at han blev afsat på en, i forvejen kendt god post, og musestille afventede at drevet blev vendt til hans fordel, for at afgive skud til hare eller ræv som passerede netop hans post. At høre støvernes hals i en frostklar stille skov, var for jægeren nok den skønneste lyd, der let kunne hamle op med søndags kirkeklokkens kald til ave.

Stauning, Bossen og Hvalpen

Af sikkerhedsmæssige grunde, siger det sig selv, at det med sådanne " flyvende poster" var deltagerantallet minimeret til omkring en halv snes jægersmænd, idet man jo ikke altid var helt sikker på hvor ens sidemand var listet hen under drevene. Som jeg i dag erindrer, var følgende jægere sikre deltagere: selvfølgelig Dr. Raadal, bedstefar, min egen Far(gerne medbringende en af os tre drenge), Raadals 2 sønner Erik & Poul, Ras-Peter fra Mollerup, evt. dennes søn Niels-Peter, N.C. Frederiksen fra Skannerup, Hejse fra Hjortgården i Voel samt endnu et par inviterede jagtvenner. Frederiksen var ejer af den navnkundige Strellufstøver "Stauning" om hvem han påstod at være i stand til på halsens tone, at afgøre hvilken vildtart den drev med. Ras-Peter fra Mollerup (jeg mindes ikke, nogensinde at have hørt hans efternavn) havde de to lidt langbenede Gravhundelignende støvere "Bossen" og "Hvalpen". ("Hvalpen" var ved sin død 11 år og da " Bossen" var dens mor, må den jo også være gået til "de evige revirer", men deres efterkommere hed stadig Bossen og Hvalpen.

Jagt og samvær

Selve Jagten var naturligvis sådan en dags Hovedemne, men næsten lige så stor værdi havde det gode venskab og hyggelige samvær, og den sidste af de to eller måske tre årlige jagter afsluttedes da også med maner på Resenbro Kro med gule ærter og hvad dertil hører - samt l’hombre kortspil til et godt stykke af natten var forbi.

Agerhøns og fasaner

Som sagt blev jagttrykket i Overholt mange år fremover af en middelmådig størrelse da agerhønejagt nok var den form for jagt, der tiltrak den efterhånden voksende jægerskare. For en almindelig gård havde jo roe og stubmarker - og ikke at forglemme husmændenes kartoffelstykker, hvilket var agerhønsenes foretrukne fourageringsområder. På en stor gård - dengang omkring 60 tdr. land - var det ikke ualmindelig at et sådant areal husede 2- 3 flokke høns, og da en stærk agerhøneflok, kunne være helt op til 17-18 fugle, var der jo nok at skyde til. Samtidig kunne man ofte drive jagten i skjorteærmer på en høj septemberdag og nyde hundenes arbejde i marken. Min bedstefar havde altid de såkaldte Herthapointere, en rød/hvidbroget Hønsehund, og når en var "slidt op".. fik han hurtigst mulig en afløser, de hed alle "Haj" medens Raadals Hunde hed "Fanny".

Denne jagtform var som sagt favoritten hos de to, idet agerhønen er en hurtig fugl og ikke at forglemme, meget velsmagende på bordet. Så det var jo naturlig at det mest, i hvert fald i sæsonens start, var markerne og ikke skoven, der måtte lægge revir til. Doktoren havde en meget fin engelsk bøsse, en BSA (British Small Arms). Denne fabrik lavede også den kendte motorcykel af samme navn. Men det er jo ikke alene bøssens kvalitet der giver pletskud, og efter sigende kneb det ofte for Raadal at "komme nok frem" på hønsene i aftræksøjeblikket, medens bedstefar gik for at være en vældig karl til at "pille hønsene ned" - og i det hele taget besad en træfsikker og god skydefærdighed. Der lød på sådanne jagter da også 4 skud, når flokken buldrede op, men for det meste var der kun 2 fugle at apportere for hundene, men godt venskab retter ofte tingenes tilstand og når bedstefar havde udtalt: "Nåh - vi fek sgu da jen hver Andres" - ja så fortsatte man til en flok var skudt ned til 7 fugle Og når jagten var forbi og solen gik ned bag højene havde de to nimrødder samme antal fugle i galgerne på taskerne.

Da godsejere havde indført fasanen i den danske fauna og denne havde fået en sådan udbredelse at den var blevet hver mands jagtbare fugl, hændte det naturligvis også at en sådan flot fasankok endte sit liv for et skud hagl. Men i velsmag kunne den dog langt fra måle sig med agerhønen. Fasaner ynder i modsætning til agerhøns skov og randbevoksning, men allerhelst lidt sumpet terræn.

Mikkelræv

Da Overholt jo er fattig på vand og sumpede steder var det da også lidt af en sjældenhed at en fasan prydede en Overholt jagts vildtparade. Dog kunne det hænde - ja det lyder underligt - at der i bunden af dalen kunne stå vand i 4 -5 cm højde, og jeg har selv engang på en jagttur med min far oplevet at sjappe i vand dernede i bunden. Mens min far tog et hvil oppe på kanten, skulle jeg gå ned for at se om en sneppe eller fasan havde taget midlertidig ophold, dels for at finde orme og for fasanens vedkommende for at fugte fjerene og slukke tørsten. Jeg havde 7er hagl (fuglehagl) i bøssens kamre, og pludselig lettede en ræv 6-7 meter foran mig. Naturligvis skulle han ha' en hilsen med på vejen og da afstanden var kort, lå han da også "død i knaldet". Stolt over denne hændelse, opgav jeg den videre sneppe/fasanjagt og tog Mikkel på nakken, idet jeg holdt ham i bagløbene (bagbenene). Da jeg pustende nåede op til det fædrene ophav, lagde jeg ræven foran ham, men blodet må være løbet Mikkel til hovedet på vejen op ad dal skrænten, for listigt åbnede han det ene øje. Jeg fik hurtigt patroner i bøssen, og far fandt en ret stor sten som flere gange blev dunket i knolden på ræven, og dermed omgjorde besvimelsen, til en mere "langvarig søvn."

Efter den tid brugte jeg altid haglstørrelse no. 5 i sorte Rottweilpatroner - også kendt som Weidmannsheil - en all-round tysk patron som kunne " det hele". Desværre har lovændringer gjort denne fortræffelige patron forbudt i danske jægeres patrontasker, og min træfprocent er samtidig dalet betydelig. Om dette så er patronerne eller alderen har jeg ofte funderet over, men jeg kommer naturligvis for det meste til den slutning at det er patronerne.

Om disse tidlige Overholt år kunne der berettes i timevis, men jeg husker dem mest for det hjertelige, og gemytlige forhold, der herskede blandt disse gamle jagtkammerater. Min første jagt som rigtig jæger

Efterkrigstiden 1947

Nu lidt raskt frem til 1947. Dette år erhvervede jeg som 16 årig knægt mit første 20 kroners jagttegn. Min haglbøsse var et arvestykke - en tre/ringet Sauer model 1936, som havde tilhørt doktor Raadals søn Erik. Han døde desværre af meningitis i begyndelsen af fyrrerne. Han var min gudfar og min fars bedste jagtkammerat. Erik Raadal er i dag kendt og hædret i hjembyen Gjern for sine kunstmaleriske evner. Jeg har i øvrigt stadig min Saur, og da den nu har tjent mig trofast i godt tres år, ser jeg ingen grund til at udskifte den.

Min første jagt

I oktober 1947 var jeg med på min første jagt som rigtig jæger i Overholt. 9. april stykket var dengang juletræsstore blandet rød og ædelgran, som endnu ikke var tyndet. Det var altså det ideelle dagskjul for ræve. Da jeg jo var yngste aktive deltager, fik jeg selvfølgelig anvist en post allerlængst ude på stykkets nordside, på den smalle vej, som er skel for Overholt med skrænten ned mod Grebdal. Jeg burde nok indskyde, at man nu var nået frem til den jagtform, som jeg tidligere har beskrevet, altså med "faste" poster. Det gav mulighed for et større antal skytter, og dermed var 9. april stykket en af de bedst dækkede såter, hvad tæthed af skytter angår.

Støverhundene drev lystig rundt i stykket, en gang imellem overdøvet af et skud, som i nogle tilfælde gav fornyet kraft i deres halsen, og dermed forkyndte at det afgivne skud var en forbier. I andre tilfælde stoppede deres halsen brat, og tilkendegav at skoven havde mistet en indbygger enten i form af en Mikkel eller Morten. Men efter kort tid kunne man atter høre at et nyt drev var i sin vorden og selvom jeg stod så stille, som Lots hustru, der var blevet omgjort til en saltstøtte fordi hun så sig tilbage, listede jeg mig dog til langsomt at dreje hovedet for at holde øje med om noget skulle passere bag mig.

Pludselig var han der - en gammel hanræv luskede stille og rolig over skovvejen for at tilbringe sit Liv i mere rolige omgivelser. Jeg skød en brøkdel af et sekund før skrænten havde skjult ham, men væk var han. Jeg forbandede bøsse, patroner og ikke mindst mine egne evner, indtil jeg gik hen for nærmere at inspicere skudstedet. Der lå han, forendt 2 m. nede af skråningen da der havde været flere drev og flere skud var afgivet, blev der forkyndt frokost ved Stenen, denne meddelelse udførtes ved at Bertelsen (også en Støver-ejer) blæste 3 meget lange toner i sit lille messinghorn. Han truttede nemlig små korte trut, for at opivre hundene, når de søgte efter vildt, og for at holde dem nogenlunde samlet, som et kobbel. Da jeg jo var den, som havde længst til Stenen, var jeg også bagest i skaren, der gik mod frokosten, og i tankerne forberedte jeg min fortælling om "den røde streg" der hurtigere end lynet havde passeret stien, men som i kraft af min skydefærdighed måtte bide i græsset. Ved nærmere eftertanke, kom jeg i hu , at der samtidig med at "min" ræv blev nedlagt, var et drev i gang som stoppede ved brandlinjen nede mod landevejen—altså at min ræv var en luskeræv uden hunde efter sig, hvilket de fleste af den erfarne kreds let kunne ha regnet ud.

Så jeg holdt mig til sandheden ved min beretning om hændelsen. Det har jeg så holdt mig til siden, men så sandelig har jeg også gennem årene hørt så fantasifulde jagthistorier, at selv begyndere må ha' tænkt: " Det er simpelthen løgn". Jo man kan let selv blive til byttet.

Som slutning på denne lille episode kan følgende tilføjes at da Akvavit her i efterkrigstiden var en mangelvare havde dyrlæge P. Nygaard (senere Nyengård) fremstillet en brændevin af sin til faget hørende tildeling af hospitalssprit. Da han skænkede denne dram til selskabet fik jeg også rakt et snapseglas med eliksiren. Min far protesterede idet han sagde: "Nej knejten må sgu ikke få brændevin", men han kom til kort da dr. Raadal med brysk stemme forkyndte :" Jo – fanden galene må han få brændevin, når han har skudt sin første ræv! " Dette var, om ikke den første, så dog den første dram i voksnes påsyn, og jeg nød den for som det siges i en TV reklame " You worth it". Dyrlægen var faktisk ikke jæger, men i besiddelse af et hanegevær og så altså hospitalssprit.

Næste generation tager over

Efter 2. verdenskrigs slutning havde såvel bedstefar, som doktoren nået den alder, der gjorde dem til ærværdige pensionister, og stille og rolig blev det mere og mere min far, der fik jobbet med at arrangere Overholts jagter, medens de gamle dog stadig deltog, og til dels også havde et ord med om, hvem der skulle inviteres af deres omgangskreds. Da nogle af "pionererne" af naturlige grunde ikke kunne deltage mere, blev de erstattet af yngre mennesker af fars bekendtskabskreds. Jeg husker især "Fabrikken" som var fabriksinspektør Steninge fra Sikeborg. Ingeniør Madsen fra Resenbro, Gartner Simonsen fra Silkeborg og landpolitibetjent Hvass fra Alderslyst. Jeg husker også "Slagteren" som var Overlæge Gregersen fra Hammel Sygehus, en skovridder Dons fra Hedeselskabet. Poul Raadal - hvis han ikke var på jagt andetsteds samt de af den gamle garde der stadig var i form - og altså levede endnu. Hele selskabet kunne bestå af en snes jægere.

Fabriksinspektøren, Hvass, Gregersen og Simmonsen

En lidt mere detaljeret beskrivelse af ovennævnte fremtræder i min hukommelse som fabriksinspektøren. Han synede en gang om året maskiner og andet farlig inventar på Teglværket i Gjern, som far og bedstefar, dengang var indehavere af, og når han havde indtaget en bøf med spejlæg samt en øl I Snaps fremstillet af min mor hjemme i beboelsen, skrev han i bogen: "Sænkestolen skal forsynes med gitterværk så ingen kan passere under den ved sænkning". Sænkestolen var en elevator til transport af teglsten fra 1. sal til gulv. Derudover stod der: "Dampmaskinens drivrem bør efterses - øvrige maskiner synet under drift" Jo-jo mors bøf med spejlæg var skam ikke at foragte.

Ing. Madsen havde tilbragt mange år på Grønland og kunne med en salonriffel ramme en opsmidt kartoffel i flugten. Han var nu ejer af Resenbro Cementstøberi . Da far var "Grønlandsfan" fik de megen snak om denne herlige ø.

Simmonsen var en lille rund mand og gemytlig. Han var altid god for en jagthistorie, og rede til at bytte "en med Lammerullepølse” med en ”æggemad med benløse sild".

Betjent Hvass var en guttermand - set med mine øjne - ham og hans uundværlige Jagtstok(stol) listede frivillig på en bagpost, helst oppe ved dalen, og kom engang sveddrypende tilbage til frokosten med hele 2 ræve. Sært nok ligger han i dag på kirkegården her i Søvind, men det er en anden historie.

Overlæge Gregersen var indehaver af en HolIan & Hollan bøsse, hvilket for mit vedkommende dengang var noget helt exceptionelt. Hvad skovridderen angår ved jeg ikke meget om ham , udover at han optrådte i uniformen, hvilket jo også indgød en vis respekt.

De 2-3 store jagter foregik gerne i oktober og først i november, hvor man endnu kunne forvente ordentligt vejr og stadig som de omtalte støverjagter. Udbyttet var fortrinsvis hare og ræv. Da råvildt efterhånden fik sig etableret som fast bestand, udsattes jagterne til sidst i oktober og i november for at spare råerne med lam. De sidstnævnte har faktisk brug for modermælken og indlæring til omkring denne tid, hvorefter de selv kan klare at overvintre og da det ofte er over smalle skovveje vildtet påskydes, er det i farten vanskelig at afgøre om det er buk eller rå der passerer. Råvildtbestanden var endnu i sin vorden, men som sagt, harer og ræve var ingen mangelvare, og jeg havde engang et fotografi med en dags udbytte. 16 harer og fire ræve. Men det var nu heller ikke hver gang Diana var så gavmild. (Red: Diana er det latinske navn for Artemis – jagtens gudinde og dyrenes beskytter).

Jagttøj

Det er ikke altid let, ved en sådan beretning, udelukkende at koncentrere sig om jagt i Overholt. Der dukker jo sommetider hændelser frem i erindringen, som jeg mener, kan krydre fortællingen en smule - så tilgiv mig dette. Jeg har f.eks. ikke omtalt vores tidligere formand i Overholt, Jens Pedersen, men da som sagt, min far var begyndt at sørge for Jagternes afholdelse var Jens P. også en af jægerne i flokken.

Jens P. og Chr. Olsen på Frederiksberg havde jagten i den anden af kommunens plantager, hvis vestlige skel var vejen mellem Svostrupkrydset og Tvilum Kirke. Samlingspladsen i denne var en dalsænkning, som benævnte s Sct. Georgsdalen, måske fordi den aktive spejdertrop i Gjern ofte brugte den som Lejrplads.

Jens var sportsmand om nogen, og når han var på jagt, var han iført blød hat og en tyrolerjakke, som fik den danske skovridderuniform til at blegne. Kraven var grøn filt og på reverserne var påsyet grønt egeløv ligeledes i filt. Tyrolerjakken havde han erhvervet i Østrig, hvor han havde været Landvæsenselev i sine yngre dage. Jeg beundrede denne klædedragt så meget at selv fik mig en tiltusket. Så var man standsmæssig påklædt til jagterne. Ellers var det ikke som nu om dage, hvor næsten alle bærer moderigtig og designet jagttøj , som er både vand- og vindtæt (i hvert fald indtil regnen og blæsevejret kommer).

Nej - jeg husker omtalte Ras-Peter fra Mollerup. Hans uniform var altid sort blød filthat og blå Cheviots jakkesæt, og sorte gummistøvler. Raadal var lidt mere jægermæssig, idet hans stortrøje havde påsyet ræveskindskrave og David Crockett ræveskindshue - dog uden lunten. Bedstefars påklædning var en almindelig grå vinteroverfrakke og sko med gummigaloscher. For de yngre var enten kakispidsbukser eller ternede plusfour og gummistøvler sagen.

Senere vandt de hellange lodenfrakker samt officerskapper fra de amerikanske overskudslagre slaget om den mest jægermæssige påklædning. I sådanne frakker var man dækket fra hals til ankler og så var det jo lige meget om bukserne var gule eller blå arbejdsbukser. Jeg selv har aldrig gået så højt op i jagtpåklædning, man hører jo ofte at vildtet er farveblind og selve prins Henrik optræder jo mestendels i røde uldstrømper på de kongelige jagter, så jeg har selv en af de hellange lodenfrakker endnu og den er dejlig varm , når det er koldt.

Doktor Raadal døde omkring 1950 (måske ikke helt præcis) efter at have frelst sin gode ven Laurs F. fra samme skæbne nogle år forinden, idet Bedstefar havde pådraget sig en lungebetændelse. Raadal fik fra Amerika fremskaffet det nye vidundermiddel penicillin. Kort efter indskrænkede de deres jagter til at gå langs jernbanesporet ud til Jens Anton Hansens bakker.

Gården hed dengang Pinholt, og var et herligt område med et par dale med sumpdrag, duftende af porse og hist og her lidt selvsået fyr og enebær. Da ingen af dem længere holdt hund, kunne de ved hjælp af et par halve med leverpostej lokke Ica - min Fars ruhår med på løjerne. Når de to, efter et par timers forløb snakkende vendte hjemover hørte man bedstefar sige: "Det wa godt Ica, ka do så go hjem igen". Når hunden atter var hjemme, spurgte min Far: "Nå- Ica, skød I noget?". Til dette spørgsmål vendte den kloge hund blikket mod loftet, og kunne den have talt menneske sprog havde den sikkert svaret: "Nej for vi sad sgu det meste af tiden på en knold og snakkede".

Jagtleje - cognac til kaffen

I 1952 fulgte bedstefar så sin gamle jagtven til det store revir. Og min far Holger Fischer overtog hans andelsbevis til Overholt, og samtidig jagtretten i de næste femten år. Den første jagtleje var vidst en cognac til kaffen ved ”generalen” (Red: den årlige generalforsamling for skovens interessenter) og den sidste - alt for dyr - omkring 450 kr. I 1952 var det blevet en mere almindelig fritidsfornøjelse for mennesker af alle samfundslag, at "gå på jagt", men selvom Bedstefars tidligere revir var indskrænket betydelig, var der dog stadig mere end nok at boltre sig på. Jeg har selv været så heldig at have oplevet den store oplevelse at drive hønsejagt (dog langt fra i samme målestok som tidligere berettet om), men dog sådan at jeg kunne opnå, at have 4-5 høns på tasken ved endt jagt.

Patroner er svære at skaffe

Da det efter krigens slutning var vanskelig at skaffe jagtpatroner i de første åringer, og da de for en skoledreng - og siden lærling - var ret kostbare, fandt vi på mange krumspring for at klare dette problem. Blandt andet fik jeg Bedstefars ladeværktøj til opladning af afskudte patroner, da han jo for længst var gået over til fabriksfremstillede patroner. Til værktøjet var der også en del krudt og hagl, men med den ivrighed som jeg brugte på bekasin- og duejagt - og jagt som helhed var det snart slut med selvladning. Men da jeg vidste at Bedstefar var indehaver af en betydelig mængde "førkrigshamstrede" patroner, smuttede jeg hver gang, jeg havde været så heldig at skyde et par Agerhøns, ind omkring ham og spurgte om ikke ham og Ane (hans 3die Kone) ville have dem til middagsmad. Hertil takkede han altid ja, idet agerhøns var en af hans favoritretter. Vi snakkede jo selvfølgelig også jagt, og når jeg begyndte at gøre klar til at afslutte besøget, trak han pungen frem med ordene:" jamen do ska' li' ha' en kro 'n for hønsen". Dette var såmænd rigelig betaling, men ikke den mest attråede, så jeg måtte forlænge samtalen til han kom med de afventede ord:" nå ja, det jo æt te' å fo' patrone do ka' da lie' fo en par støkker", hvorefter han åbnede skrivebordsskuffen og rakte mig 7-8 orangefarvede Waidmansheil, som for øvrigt var en af de dyreste og bedste patroner på førkrigsmarkedet. Så var det:" Farvel og tak Bedstefar". Ak ja, når nøden er størst, er hjælpen ofte nærmest!

Skovduer

I 1950-60eme kom der hvert efterår nogle kæmpeinvasioner af skovduer på træk sydover, vi kaldte dem "de nordiske". De var en smule mindre end den kendte ringdue, og manglede den karakteristiske hvide "ring" om halsen. Om det var hulduer diskuteredes ofte, men for os, dvs. Far og mine 2 brødre var det slet og ret de Nordiske.

Hvis vi en søndag over middag kunne liste Far til at køre en tur til Overholt i Vauxhall’en - en dejlig 6 cyl. vogn årgang 34, som han havde købt af Teglværkemes Salgskontor i Silkeborg, idet Direktør Glass derinde bedre kunne repræsentere de 11 teglværker med en ny vogn, ja- så stod den altid på at vi de første par timer drev det tætte 9. april stykke af for om mulig at få ram på en ræv eller hare. Snuggi som var Icas afløser - altså også en ruhår – tågede som et damplokomotiv igennem de tætte bevoksninger, og hvis Far som altid tog post på den midterste brandlinje i et kryds observerede en ræv passere, varskoede han vi andre. Så vi var klar - for med Snuggi - i hælene kom vildtet ikke i sneglefart, så det blev ofte forbiere, hvis man nåede at afgive skud på de smalle spor. Hvortil Far havde den bemærkning: "Ja du holdt mellem hovedet og boven, men ramte mellem rumpen og skoven".

Når tiden for duetrækket nærmede sig satte Far sig på sin Jagtstol i de små rødgraner oven for "Frodes" hus, som Hammelvej 24 dengang blev kaldt, og jeg mener at det lod samt vestsiden af Amerikavej er jord som senere er købt af I/S Overholt. Det må protokollen eller eventuelt Holger Munch kunne be- eller afkræfte. Her kunne min Far så sidde godt i læ og dækning og skyde til enkeltflyvende duer som trak over dette stykke, for at finde frænder i de høje graner i "Firkanten” (højskoven vest for Amerikavej), mens vi andre listede rundt for at skyde duer på opfløj fra høje graner inde i skovstykket vest for Stenen. I såvel "Firkanten" som det omtalte stykke vest for Stenen var der virkelige høje graner, som blev solgt til el-master. Hvis man lidt sent overraskede en flok af disse duer, som havde taget nattesæde, lød der en støj, som kunne sammenlignes med Vesterhavets bølgebrus i storm, en flok kunne bestå af hundredvis af duer. Var man heldig at se en sådan kredsende flok i luften kunne den næsten sammenlignes med den nu velkendte "sort sol" af stære ved Tøndermarsken.

Mine jagter

Ved min Fars død i 1967 overtog jeg hans interessentskabsbevis og fortsatte med at være jagtlejer. Da jeg siden 1960 har boet, og haft mit virke, i landsbyen Søvind som ligger 11 km. nord for Horsens, har det naturligvis ikke været en hverdags begivenhed at komme i skoven, men da jeg kort efter blev en af revisorerne, og senere formand for Overholt blev besøgene jo flere og flere. På det jagtrnæssige område, drev jeg ikke jagten med mange deltagere, men mest med afskydning af en sommerbuk, samt om efteråret med et par gode venner her fra egnen. Men da jeg jo blev inviteret på jagt af flere og flere jægerkammerater herhjemme, var det jo naturligt at jeg geninviterede, og dette blev så måden fremover - og har været det siden omkring 1975.

Jeg afholdte 3 jagter om året, den første sidst i oktober, en ”julejagt” sidst i december samt en derimellem. Da de fleste af vennerne var (er) selvstændige, eller således beskæftiget, at de kunne tage en hverdag fri, var det næsten aldrig i week-enden, hvor der jo efterhånden kommer en del mennesker og går tur i skoven. Deltagerantallet sneg sig efterhånden op på omkring 15 jægere, som jo snart kendte skoven så godt, at de næsten selv kunne indtage deres poster, uden større anvisninger. Vi holdt frokosten ved stenen, og efter det mislykkede "selvmordsforsøg" af en lidt småtosset person" blev der et indhug i snebærrene, hvor jeg sammentømrede et bord med tilhørende bænke af egetræsplanker som Holger havde fået savet af en eg , der blev fældet oppe ved den gamle festplads.

Her er der fortalt mangen skrøne, og også indtaget et par drammer gennem årene. Det var i øvrigt Berit Nielsen, der havde efterlyst et bord og bænke ved stenen.

Jagt i 4 såter

En sådan jagtdag blev gerne drevet i 4 såter. Den første var stykket på vestsiden af Amerikavej, den anden var tætningen, og midtskoven fra Amerikavej til stenen. Så var det blevet tid til frokosten. Derefter startede vi med 9. aprilstykket - og tog gerne sydsiden af Landevejen med i samme såt. Herovre var der i 80erne gode tætninger.

Ræven kom ofte derovre fra og ville ind i 9. aprilstykket eller i hvert fald over landvejen og ind i skoven, og da driverne derovre havde hundene koblet (for bilernes skyld) var det ofte luskeræve der ikke havde så travlt. På en dag har jeg skudt hele tre ræve som alle passerede landevejen, og da jeg havde taget post i granerne 3-4 m. inde i skoven på vejens nordlige side, var de ikke særlig svære at klare. Jeg stod der nærmest for eventuelt at observere hvad der passerede vejen, og dermed kunne jeg advisere de jægere som stod inde på den langsgående skovvej, så det var jo ærlig talt ikke så pænt af Jagtherren selv at skyde vildtet frem for at lade gæsterne få chancen, men når det gælder ræv, er det stadig min overbevisning, at hvis han er på hold, skal det være nu!

Hvis ikke dagen var skredet for langt hen sluttede vi af med Dalen, de mest adrætte og yngste 5.-6 mand gik så ned i østenden og drev på langs mod Randershøj. De øvrige tog poster på stien ovenfor, helt ud til den spidse ende af Dalen. Havde det været blæsevejr var der næsten altid både ræv og råvildt, og lige så sikkert snepper hernede, og til den sidstnævnte er der leveret mange forbiere, men også skudt en del. Herefter var dagen gået på hæld - der skulle jo også være tid til lidt snak ind i mellem - og man samledes ved Stenen til vildtparaden og måske en slat tilbageværende kaffe eller øl.

Vildparade og jagtudbyttet

Vildtparaden var ikke noget særligt og jeg har aldrig haft "hornblæsning" med trutteri for hverken rævens eller dyrets eller andet vildts død. Vi nøjedes med "Tak for i Dag, og kom godt hjem".

Hvad udbyttet angår, kunne det selvfølgelig være af variabel størrelse, i tresserne og halvfjerdserne, var en rævebælg et udmærket supplement til jagtlejen, og det var da ikke et særsyn at der blev nedlagt 6-7 ræve på årsbasis. Disse blev leveret til Martin Bie i Gjern, han (og hans søn) var perfekte til at pelse ræve, og vidste hvorledes pelsdyrs aktionerne ville have skindene det pågældende år, den dyreste jeg har sendt derover kostede 800 kr. Ellers var prisen på skind gerne 350- 450 kr. /stk. Råvildtbestanden var nu blevet af en sådan størrelse, at man uden skrupler kunne tillade sig at tolde af dyrene, og af denne vildtart blev der i begyndelsen nedlagt 3-4 stk. / årligt samt den eventuelle sommerbuk. På det sidste helt op til omkring 6-8 stk.

Jeg mindes engang hvor jeg ved velkomst/parole sagde at der måtte skydes til råvildt på forsvarlig afstand, uden hensyntagen til køn, dog som man gerne tilføjer lam før rå, skønt det nu ikke altid er let i farten at bedømme. Og hvis Råerne ikke må skydes, ja så bli'r der ikke skudt råvildt, idet ingen tør trykke på aftrækkeren. Jeg syntes godt nok at der i første såt, blev afgivet en del skud, og tænkte ved mig selv, at der nok var Snepper i skoven. Men da såten var slut lå der ikke mindre end 6 stk. råvildt på valen. Det er dog vidst den eneste gang, jeg har udstedt ordre om at der ikke mere den dag måtte skydes til råvildt!

Råvildt er i dag den vildtart som man er sikker på at se på jagterne, desværre synes ræven at være i tilbagegang. Jeg siger desværre, skønt en rævebælg i dag ikke kan indbringe patronens kostpris, men i hvert fald for mit eget vedkommende, og jeg tror at kunne sige det samme for andre, den dag man har skudt en ræv, har jagten været vellykket. Jeg kan godt blive lidt harm, når man i dag ser den måde som en nedlagt ræv behandles på. Jeg har sågar set unge jægere komme slæbende med ham, brugende Lunten som " trækstang". Så kniber det mig at være tavs, endskønt jeg aldrig, som jægere i dag, har været på kursus, og på den måde er blevet belært om jagtetik, og våbenbehandling m.v. Nå Mikkel skal nok overleve og give jagten sit særlige præg ad åre.

Haresteg og snepper

Hvad harer angår, forstår jeg ikke rigtig artens udvikling, for sommetider er der harer, og nogle gange er man heldig, hvis man har set en eneste. Jeg tror, uden at have belæg for den påstand, at der er 2 arter, nemlig skovharen og markharen. I hvert fald så man før i tiden, at den hare der stammede fra nåletræsskove var mere mørkbrun på brystpartiet end harer fra marken. Man kan på en jagt i Overholt traske en hel dag uden at se Morten, til gengæld kan jeg berette en næsten analog historie, som den om de seks stk. råvildt. Min kone havde lovet nogle venner haresteg, og beordrede at vi på næste jagt måtte levere hende ingredienserne til en sådan middag. På den følgende jagt skød vi 7 harer, så den dag var Diana i humør til at opfylde fruens ønske. Ja -sådan er jagt, det er ikke altid let at være jægersmand. For skønt hun fik dem leveret "grydeklar” var det jo ikke meningen at vi skulle have haresteg som nationalret her i Huset - endskønt jeg selv godt kunne tænke det sådan!

Sneppejagt er et kapitel for sig, og jeg har næsten samme forhold til denne jagt, som omtalt med ræven. Dog er Overholt ikke specielt område for denne skønne fugl, men på såvel forårs- som efterårstræk kaster den sig ofte i skovens skærmende læ - og som sagt ofte i Dalen. Jeg har i hele min tid nedlagt 56 stk., så det er faktisk ikke en hvert år.

Alting har en ende, og skønt jeg kunne fortsætte om jagten i Overholt må det nu være nok. I den tid jeg har været så heldig, enten som skovvandrer eller jæger, at have fået lov at færdes i Overholt, har det altid været med en følelse af tak og ydmyghed, til de mennesker, der gennem 100 år har gjort, at jeg fik det privilegium, at drive jagt gennem en menneskealder i en skov, hvor jeg gennem tiden, fra barnsben til aldrende, har fulgt omskiftelserne, på såvel det forstlige, som det jagtmæssige område. Jeg mener at jeg som afgået formand for skoven har afleveret den i hæderlig stand på begge områder!

Søvind i december 2008- Poul Fischer